Sansebilleder

af Randi Nikolajsen

Første billede

Jeg jager ikke længere tiden, men jeg er gået tilbage til stenalderstadiet, sidder på klippegrund og maler med blod og jord, okker og jern i blide strøg med en dusk egernhår samlet forneden med et stykke snoet siv.
Der er ikke andre her. Jeg sidder på grottens gulv og maler på væggen, den store okses ben, der møder græssets fine, bløde og langstrakte blade, de bøjer sig under dyrets klove. Den står med strakt hals og kigger fremad, som skuer den ind i tidens fylde, dér hvor den om lidt vil være omringet af jægere fra en anden tid. Jægere, hvis bål er firkantet og lyser med et blåligt skær – det er ikke hver dag man ser et bål i fjernsynet.
Jeg ånder ikke længere for penge, men drikker kun vand, spiser bær og nødder…. Hvad skal der blive af mig til vinter? Jeg må øve mig i at leve blidt, af lidt.
Når jeg samler mine få ting, binder mine tæpper sammen om min krop og min kniv hænger ved bæltet, så er jeg lykkelig.

Andet billede

Der skulle være et sted at parkere tankerne.
Hvad for noget, har der været et bål her i græsset? Eller er det slet og ret skidt? Hvad sidder jeg på?
Ufiltrede tanker.
Jeg ser en stæreflok træne ynglen, ser mark, der bølger i blæsten. Sorte køer på en grøn mark. Solens spejlinger i fjorden, der er blå på mange måder.
Græshoppernes pludselige musiske udfoldelser i det tørre græs i grøften – jeg er kommet hjem!
For her er ligeså tør lugt i næsen af skidt, sand og visne planter som der, hvor jeg kommer fra. Varmen fra solen slår gennem de lange bukser. Der er ophobet varme her i læ bag buskene med ryggen opad en væltet træstamme. Der er rusk i vinden i dag, der lyder århundrede gennem tiden. Jeg bider mig i kinden og mærker nutiden tilbage.
En mærkelig, lang mus krydser markvejen med letløftet halestump. Hvad har den så travlt med? Vær hilset musesjæl, der piler snart hid, snart did.
Hvad sidder jeg her efter? Med tanker, der piler snart hid, snart did? – Der er så uendelig meget mere tid, end jeg skal bruge. I hvert fald, når jeg træder ud af spejlet og lader mine forestillinger gå op i røg.
Jeg puster til en sort- og hvidstribet flue, der ligner en mellemting mellem en bi og en forvirret bille. De sorte køer er gået ud på tangen nu, kan jeg se. Jeg prøver at se indad efter friheden i at træde ud af spejlet, hvor blev den af igen?
Fluer kredser om mit hoved og sætter sig på hver sit knæ – forvirrede kravl. En lærke synger intenst oppefra, jeg får solen i øjnene, når jeg løfter blikket mod himmelbuen.
Blæst i buskene, det bliver bare ved og ved – svaler i lav flugt over det bølgende korn, der bliver ved og ved med at bølge.
En melodisk stemme kalder fra urtiden: “Brøl mig nogle okser op af jorden! Du der, kampesten, hvad så du fra iskappen?”
Bølgerne brydes på tangen, hvide slik af havblå, i dag. Mine tanker kæmper om at blive skrevet ned med glidende bevægelser i et udtryk som vel ingen urokse kunnet have tænkt sig mulig! Oh, urtidsokse, sænk dit pandebrysk og læn dig fortsat trodsigt mod blæsten fra det iskolde nord, mens jeg nyder menneskets fremskaffelse af blyant og papir.
Den yderste, vindtørre spids af et aks lander på min trøje. Gud, hvilket mønster! Den bærer jo selve sandheden i sig uden at vide det, den lille aksspids. Jeg prøver at gengive dets smagfulde linjer. På papiret vil jeg geninddrive sandheden, som jeg troede længst forsvunden og dog er den overalt omkring mig: Lærker, vind, rovfugl i lav flugt, mærkelige fluer og mus, hav og duften af tørt græs. Uden navne ville de være sandheden om livet – på et sted uden navn.
Jeg vil leve uden navn i “Verden uden Navn”.
Men nu vil jeg tage mig et hvil her i grøftens lune vindlæ. Selvom det ikke er normalt med voksne kvinder liggende i grøfte. – Er jeg ligeglad, for indeni har jeg intet navn, ingen krav, pligter og kald. Jeg er fri til at følge min sans. Der er bare en færge, der går halv fire.
Måske en enkelt turist ser mig ligge her med ryggen op langs træstammen.
Hvor er det i grunden skønt at leve mit liv! Her udenfor spejlet, hvor jeg lod mine gamle, slidte overbevisninger blive for at gå op i røg sammen med mine forventninger og ønskedrømme.
Jeg dedikerede mig selv til at søge sandheden. Og nu har jeg allerede fundet den!!
Jeg smser til en god ven, at jeg allerede har fundet sandheden og lige pludselig ved jeg, at det kun er min sandhed, jeg har fundet og tilføjer det hurtigt i næste sms. Jeg kan mærke, at det vil gå for vidt at tro, at jeg vil kunne sætte ord på, hvad sandheden er for alle, så jeg beholder min for mig selv, mens jeg mærker, at vinden er vendt en smule, og mit læsted blevet køligere.
Det er tid til en vandretur. Fod på jord, skridt for skridt bliver jeg på sandhedens vej.
Dér kommer turisterne. Han taler i mobiltelefon og nikker venligt, mens hans tale fortsætter med høj volumen mod blæstens venskabelige kram, hun går raskt til og kigger fremad.
Min ven smser et “Tillykke!”
Der gik de glip af min lykkes læsted.

Tredje billede

Jeg gik ned på gaden, de andre så ligeud.
Det var, som om jeg var usynlig, forsvundet i lyde, butikker og veje, forsvundet der hvor mennesker går tættest… jeg var allerlængst væk. Jeg gik ind i bagerbutikken og mødte øjne og smil… ekspedienten er uddannet i at vise mig tilbage til livet. Et kort øjeblik følte jeg mig set. Han fik mine penge og jeg forsvandt igen ud i gaderne. De var ikke rummelige, jeg krydsede vejen og låste mig ind to gange.
Der er varmt i lejligheden.
Jeg drikker kaffe med mælk.