Jeg fik mit navn, Randi, fordi min mor mener, at man kommer til at smile, når man siger “i” og hun ville gerne have, at folk smilede til mig, når de sagde mit navn. Jeg vil da også selv gerne smile en masse tilbage folk ) Livet har lært mig, at der er masser at smile af og masser at græde over, grine af, blive irriteret over, vred over…. livet har lært mig en masse.  Jeg kan huske, min far sagde til mig som barn, at det var vigtigt at lære noget nyt hver dag, han var friskolelærer ;o)

Jeg vil beskrive mit liv en lille smule her, fordi jeg tror på, at når mennesker deler om, hvad de har på hjerte, om deres liv og om, hvad der foregår indeni dem, så giver det grobund for en oplevelse: Det kan være af fællesskab, det kan vække momenter af genkendelse, en følelse, undren, irritation, forbløffelse, hvad ved jeg … OG i den reaktion, der kommer, kan man som menneske vælge at lære et eller andet om livet og/eller om sig selv, sit forhold til andre og til sig selv, livssyn kan tages op til revision eller man kan blot trække på skuldren, tage det, man kan bruge og lade resten ligge.

Jeg har mange, mange gange måttet sande, at der nok er noget om det, når bl.a. Carl Gustav Jung beskriver “Projektion” som den måde man kan få øjnene op for, hvad man selv mangler at se på i sig selv. Projektionens “spejl”, hvor man fx irriteres over en anden i en grad, der ikke rigtig svare til situationen, kan med forbavsende klarhed være et landemærke på vejen hjem til dig selv.

Og det har været nødvendigt for mig, at lære en masse. Jeg har taget tre uddannelser, hvor jeg virkelig har gjort mig umage for at lære så meget som muligt og tage det til mig, der ville hænge fast. Først blev jeg håndarbejdslærer på Kerteminde Håndarbejdsseminarium, senere i mit liv var jeg blevet så indteresseret i den alternative verden, at jeg fik lyst til at blive zoneterapeut og til sidst valgte jeg at benytte mig af muligheden for at bygge ovenpå min læreruddannelse og tog merit på Hjørring Seminarium.

Jeg kan spørge:

“Hvad er det livet ønsker af mig?”